Også halvmåner kan elske helhjertet

Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt
Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt

Også halvmåner kan elske helhjertet
Tung og flødegul
hænger du og dovner i aftenvinden
Diskret placeret under en tåbelig trafik-tendens

Kigger misundeligt ned i elskovsreder
og griner galant
ved tanken om dine egne svingture på himmel-lagnet
også halvmåner kan elske helhjertet

Hænger sanseberuset i en sølvtråd
spændt ud i universets fulde længde
Kaster et anker ud for at dvæle lidt i det eksklusivt åndeløse
mellemrum
En svævetur gennem aften-violette viadukter
Inden der hviskes et symbiotisk ”godnat”

Bagefter forlader du din himmelkulisse
Overhaler stjernerne indenom
for at få afløb for din lidenskab hos Venus
Og du behøver ikke være fuld eller ny
Konstaterer du heftigt
Også halvmåner kan elske helhjertet

Eftermiddag i Provence

Cikadernes infernalske
Støjende stilhed
Messende og anmassende rytmisk
Pludselig
Er der en der går solo – som om den var noget særligt

Venstre ben dovner på solsengens kant
Mistralen hvisker pulserende luftige drømme
Der visualiseres i indre akvareller:

Under et oliventræ
sluges den meditative – sitrende siesta
– tørristet – og langt fra en dugvåd Carlsberg etiket
vindueskarme mod nord svanser ind i drømme
Og danner klædelig kontrast
Også her kan fortroligheden gouteres

Vækkes af et æsel der kræver sit aften-foder
En pergamenteret stemme i overgang
Nogen synes sikkert jeg lyder ligesådan – konstaterer jeg
sløvt og smiler
– lidt selvironi er godt mod skimlede skavanker

Kulissen er Garlaban – det lokale bjergpas
– på fransk ”massif”
– en tung elefant af klippe – egenrådig, stolt og strid
fuldstændig ligeglad med min hule hyldest
her neden for dens fod
jeg må blot inhalere den tørstige vind – bleg og ydmyg

Drømmenes eftermiddag – den provencalske varme-
prædiken
Fejes bort ved 18-tiden, da rosévinen rødmer i glasset
Og Martine kommer med tapenader
Hendes koglebrune blik må have pirret mange korsikanske
mænd
For det er fra denne ø hun stammer
Nu, en gammel, men livsbegærlig sydfransk fe
Svævende over sin have på ”Chemin des Arnauds”
– for mig – et øjebliks Nirvana

Akvarel Under Befrugtning - Peder Brandt
Akvarel Under Befrugtning – Peder Brandt

Et bøgetræ

Akvarel Under Bøgen - Peder Brandt
Akvarel Under Bøgen – Peder Brandt

Det knirker i barken
det gamle bøgetræ har gjort sig hård og uforsonlig
over for kuldens knivstikkeri
Mange vintre har det udstået denne kamp
Blot med det ene formål at gøre sig klar til sin forårskollektion
Lysegrønne silkebløde blade der vipper i majvind
Det er hele ventetiden værd
Nu er stammen våd og glat – blank som læder
Og da jeg banker på er svaret hult og hæst:
I skatkammeret nederst ved roden er det sommer
Kom og dans en midsommervals
Lad drømmene flyde som lun karamelsovs
Se – der ligger du i din elskedes arm
Mens duften af mos dasker rundt i næsebor
Oppe i kronen sidder trækongen og ryger cigar
han griner så det runger i resten af skoven
hvad han griner af – er alle en gåde – latteren smitter blot
og i drømmene triller I rundt i græsset
– grønne af grin og ungdom
der aldrig har sluppet sit tag
I virkeligheden står jeg her ved træets stamme
Vinteren er blå og danner bidemærker i alt
Grenene broderet fast på himlen – danner de vilde mønstre
Historier hænger til pynt overalt og dér midt i det hele
Afsløres Lauritz’ kærlighed til Else
d. 8. oktober 1938
den overlevede besættelse og bomber
og blev først rationeret, da Lauritz døde

I en trådløs tid
Med et klækkeligt overskud af CO2
Kan jeg godt blive bekymret for det gamle bøgetræ
Vil trækongen stadig pulse på sin cigar om 40 år?
Den dag bøgetræet må bukke under
bliver drømme måske ikke længere støbt?

Ligved

LIGEVED
Mulighedernes land
Befolket af mer’ end én charlatan
Du skal bare gøre sådan med dine hænder
Øvelse gør mester pessimismens sortsyn vender
Om ikke andet så i hvert fald et blad i din kalender

LIGEVED
Innovationens land
Tænk dog kreativt mand
Se nu verden som Guds gave
Find så dråberne på de syv have
Bland dem med farverne på din palet
Psykedelia vrider sig sanseløst på dit bræt

LIGEVED
Så bygges pyramider
Hæld 5000 mand ud på deres sider
Cement er overflødig og potentielt materiale
Tonsvis af ubærlige sten i millimeternøjagtig finale
Døden er det evige liv materialiseret i Nilens bogstavssiv

LIGEVED
Internettet
Kan bringe blodet i kog
Mon den beslutning var klog
Hæld millioner ud på Cairos pladser
Bagklogskabens perspektiv afgør om det passer

LIGEVED
Godt det kunne lade sig gøre
Ja jeg tænker på nitten otteogfyrre
Vi har hørt om det næsten hver dag siden
landområder er årsagen til evig fortsættende twist
begrebet nationalitet har blotlagt menneskets største brist

LIGEVED
Når ligeved bliver næsten
Er det så sikkert at overlade flertallet
RESTEN

Akvarel af tvivlsom skyline – Peder Brandt
Akvarel af tvivlsom skyline – Peder Brandt

Næsten

Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang - Peder Brandt
Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang – Peder Brandt

Det er vel næsten for meget
At skrive et digt om ordet næsten Men
Næsten er altid
Kun lige ved
og næsten –
Det bliver aldrig helt til noget –
Måske det sikreste –
Det kedeligste?
– eller måske det farligste?
I virkeligheden gambler jeg
– sådan næsten da
Udsætter
Venter
Tøver
I en naiv tynd tillid til – at næste gang, gør jeg det
En anden dag

Om lidt
Senere
Ikke nu
Frem for alt ikke nu
– Og hvad bliver det næste?
– Leger med tanken om at male et billede
– Og overvejer om jeg skal starte på et digt
Men kommer så til at tænke på,
hvor meget jeg kan nå – næsten – at gå i gang med
– eller hvor lidt?
Og tanken skræmmer mig – næsten
For hvad nu hvis hele mit liv kun er
Næsten?
Så Jeg kun elsker – næsten?
Ånder
Nyder det
Sover
Begærer – næsten?
Hvornår har tirsdag sidst taget pusten fra mig?
Gjort mig åndeløs, brændbar og hed om ørerne
Hvornår har sommerfuglene sidst danset vals i maven?
Og hvornår har jeg sidst oplevet skoven i et lyrisk kys?
– eller trådt i spinaten?
Måske er mit næsten-liv
Det eneste jeg gennemfører helt og holdent
Praktiserer
Går i lag med
Fuldender?

At kaste med ord

Jeg har det med at lege med ord
Den anden dag kastede jeg to op i luften
Og de landede kantede og fatalt på mit bord
Det ene var muse det anden mæcen
Og det enes kvaliteter gjorde at jeg sekundært fik fat i det andet:
én

Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang - Peder Brandt
Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang – Peder Brandt

Billed-katedralen

Billede mangler

Han skulle have set det selv
PICASSO
Olga en face og profil
Guernica og verificerende violiner
Værkerne kastes op på gigantiske sandsten
Beethoven og Bach presser sig ud gennem sprækker
Cathedrale d ́images – billedkatedralen – et sted i Provence

– Og ordet katedral smager fortrinligt dér i dit inderste
For du tvinges i knæ af en kejtet ydmyghed og rituel
respekt
for kunstneren, stedet, værkerne og idéen
NÅDESLØS ÆSTETIK

Guernica – det ubarmhjertige vidne på lærred
– sygeligt forpinte ansigter klaskes i hovedet på dig
Nazistiske navlestrenge slænger sig kælent om din hals
Ondskabens talent for klæbrige fortrængninger
af sandhed, oprindelse og konsekvens
– pensles ud i kolossale strøg –
krigskvalmen flyder i tykke stråler
Og så med ét
STILHED

Nøgen blå pige med blomsterkurv toner tøvende frem
Uskyldigheden forsøges genfødt
sandstenene tapetseres med en gavmild ukuelighed
små gummibåde ligger til kaj i øjenkrogene
Og du må synke en gang eller to
TURBULENS

Forventningens glæde var stor
Men intet imod senere – da du angribes af lys
– og en anmassende, taktløs virkelighed udenfor
For din sønderbombede sjæl befinder sig stadig i
drømmens kølige hule
Du er hverken nyfødt eller genfødt
Indtrykkene må blot nedsvælges grådigt – bid for bid
Velvidende det vil vare uger inden du har tygget af
munden…

Indre akvareller og du

Det blev hverken enten eller eller
Det kom hverken fra det ydre eller indre
Det var hverken til sol eller måne
Det stod hverken på mure eller bøger
Det hedder hverken lykkelig eller trist
Det gik hverken skidt eller godt
Det lever hverken helt og slet ikke holdent
Men de indre akvareller er forsøgt fortalt

Hun kvalte delvis sit nærvær med fravær
Hun opdagede selvfedt sit fraværende selvværd
Hun malede delvis sin forpinte sjæl
Hun pinte sine forventninger til livet
Hun brækkede sit ben i trætte brud med fortid
Hun kravlede fra baderum til amnesti
Hun drømte om et helbred med indbygget hund
Men fandt sig selv med indre langstrakt metalskinne
Det er der de indre akvareller bliver virkelige

Han ville ikke lade sig prostituere
Der er ingen grund til at udfolde sig kunstnerisk
Hun kom med hammeren og bankede rust af udslukte håb
Hun ramte selvværdet på hele knappenålshovedet
Pandoras box blev sømmet fast og ud flød honning
Symbiose med Cohen
There is a crack in everything
But no one tells how the light gets in
Hvor virkelige er disse akvareller
Hvor flygtigt er det virkelige

Competa - Peder Brandt
Competa – Peder Brandt

Still Crazy After All These Years

Akvarel af cohen og The Crack – Peder Brandt
Akvarel af cohen og The Crack – Peder Brandt

Selv hos mågerne findes der tåber med trådløs højdeskræk
Og en heftig galdegrøn antipati mod fisk og skaldyr
Alligevel sladrer fuglen sorgløst og hævder dens livret er tang
Et luftigt paradoks

Længe leve det glade vanvid
Ud med den sure slaskede normalitet

Sætter mælkebøtter i håret
Og sluger en valmue i min kubistiske sluddervorne eufori
Tænk sig at få lov til at være så gal som jeg
Et privilegium uden sidestykke

Har for eksempel ingen kontrol
Over min tilbøjelighed til umotiverede, uargumenterede
grineflip

Selv i eget selskab kan latteren af og til voldtage mig
Andre symptomer er den pludselige tykke trang til jordbær
og champagne kl. 21.58
– eller soltørrede figner en kølig aften i maj, sammen med
en bid af den elskedes mund
Og hvorfor ikke?
Livet leves jo kun en gang

Også mine nænsomt afviklede nætter er præget af galskab
Leonard Cohen hjemsøger mig ofte
Hvisker mig sensuelt i øret
Små dryp af sange – en strofe her – en strofe der
I ́m your man – please
Take this waltz –
og jeg konstaterer dovent, at jeg elsker det hårdt, hedt –
næsten helligt

Det kræver sit
I en alder af 40 at kunne sige
Still crazy after all these years
Og jeg er ovenikøbet elsket for det
Nogen har set det længe
For andre er det en nyopdagelse
Måske er jeg blevet en revolution i deres liv ?

Længe leve mit glade vanvid
måske er jeg slet ikke så tosset (?)

Ufuldkommenhed …

Ufuldkommenhed

Når det kommer til ufuldkommenhed så står jeg af
Jeg styrer jo mit liv i detaljen hver dag
Når jeg bliver sulten så spiser jeg
Og bli’r jeg forpustet så standser jeg op
Tænk hvis alle kunne styre deres krop med den
suverænitet og overblik
Får jeg i uovervejede øjeblikke lyst til bevægelse
Så si’r jeg bare
HOP

Helhjertet halvmåne

Når nogen beder mig nyde lyset fra en måne
skinner hensigt igennem og jeg kunne dåne
Lyset bedrager – og der er ingen kilde
mine sanser forføres – det var ikke det jeg ville
Hvordan en sten i rummet kan drille når en måned
er gået
Lad os komme hjem før grænsen er nået
Dit hjerte var i fare Andresen
Nu sidder der en mus i dit knæ
Du flygted’ – men ku’ ej forsvinde
og tøjet roder rundt i Fiatten – dit fæ

 Kasseret og delvis Kastreret

Forårsaget af overtryk
i fordøjelsessystemets nedre region
hørtes en lyd skifte sit indre liv
med en ydre kanon
kvinden på bjerget
jagede manden af huse
Kun klædt i nødtørftigt undertøj og bluse
og forfulgt at to dobermans
gennem krat og støj
over byens tage og gennem stræder
med vinkelret tøj
måtte han undrende
forholde sig til ny status
To timer på sofa fra tretten til femten
i drømmeland
forårsager surrealistiske tableauer
for spindelvævmand

Spredning af digte

Spredning af digte
kan ikke andet end at forpligte
at kaste liv i folks hemisfære
skal gøres helhjertet
eller også skal man lade være

Alfa-beta-etcetera

alskens-alsidighed-atomiseres
byens-babyparate-babser
cyklister-cirkulerer-contra-christiansborg
demomodeller-demonstrerer-dansk-drivkraft
elever-elsker-ego
forfatter-fælles-fraser
giver-genlyd-gennem
hele-hovedstadens-heksekedel
initiativ-interesserer-ingen
jakkesæt-jager-jeg’et
københavn-kikser-kælent
langtidsledige-listige-lavtlønnede
menneskehav-maltrakterer-message
nonchalant-nedladende-negativt
opløftende-opgivende-opofrende
patience-påholdende-patienter
quiltede-quizzede-queer
radikale-rullende-resistente
samfundsrevsere-simulerer-stop
tomgang-taktløshed-tidsspilde
uintelligente-universitetsuddannede-uduelige
velværeegoister-venstrepolitikere-vildrede
xvedF-xvedN-xvedA
yndefulde-yderliggående-ypperlige
zombi-zebra-zeppeliner
æder-ærlige-æsler
ønsketænkning-ønskebrønd-øredøvende
åndeløshed-åbenlyshed-årrrhhhh……

Akvarel af boble, bold eller brist – Peder Brandt
Akvarel af boble, bold eller brist – Peder Brandt