I frit fald og fugleperspektiv

Spurvehøg - Akvarel af Peder brandtSpurvehøg – Peder Brandt

Spurvehøgen tog min opmærksomhed
Mellem flere tusind demonstranters jagt på demokrati
Gymnasielærerne folder fortvivlelsen ud
Mens kragen er i infight med luftens herre
Er vi ude i en politisk metafor

Flakhaven er scenen
Den danske bank er beskueren
De danske bank afleveres af elitesoldater
Som forklædte skriverkarle med ridderkors og fravær
Udfordrende den danske model med….

En procession af manglende kejserlige klæder
Skiller mængden på vej mod scenen
Sanserne hos de vingeskudte krager beruses
Isnende kulde og forfrosne tæer
Tøes op af glødende ord om frihed til tiden
Og ikke mindst handskedæmpede pingvinklap

Vi fik hvad vi fortjente
Demokratiet kan ikke tages for givet
Vi har ikke passet på det
Ikke kælet for det
Og slet ikke taget angrebet alvorligt
Så lad os dog tage til Balkan, Afghanistan og Libyen
Og afprøve vores droner og kanoner
Lad os vise de frihedssøgende lande
Vores smukke flag kan vaje stolt
Vi gør demokrati til en eksportvare

Vi fik hvad vi fortjente
Vi sendte demokratiet til udlandet
Vi glemte at tælle til halvfems
Vi spejler os flot på cyberplatforme
Piller vores navler
Den danske model
Slog sig selv

Det simple liv

Det stjernespækkede træ
har taget forårsdragten på
og skjult sine dunkelheder
gjort himmel blå sorthedens stjernedække changerer
nu til forventningsfuld grå
væk er frost og klang af
spindelvævstynd is
jeg tænkte på

Himlens sluser åbnes helt
mine følger med
tårer fra en syndig mand
i alliance med lykkens smed
farten beruser
og duggede ruder tænker tilbage
på tidligere forlis
der er ingen der kan tage erindringernes magi ud af ens
samtid

Akvarel af stjerner og skygger – Peder Brandt
Akvarel af stjerner og skygger – Peder Brandt

Stjernetræet

Akvarel af stjerner og skygger – Peder Brandt
Akvarel af stjerner og skygger – Peder Brandt

Det stjernespækkede træ
har taget forårsdragten på
og skjult sine dunkelheder
gjort himmel blå sorthedens stjernedække changerer
nu til forventningsfuld grå
væk er frost og klang af
spindelvævstynd is
jeg tænkte på

Himlens sluser åbnes helt
mine følger med
tårer fra en syndig mand
i alliance med lykkens smed
farten beruser
og duggede ruder tænker tilbage
på tidligere forlis
der er ingen der kan tage erindringernes magi ud af ens
samtid

Irgrøn granit

båret ud fra Kobæk strand
du må ikke rydde op på dit værelse
smilets dobbeltydighed hænger i drengens
ikke-bevidste ambivalens i opdragelse
fralandsvind og kun hvor du kan bunde
mor er sjov at drille

neonfarvede vinger spænder om de småfede arme
himmelblå badebold tager sydøstenvindens varme
gad vide hvad mor mente med
kun til din navle
jeg svømmer på ryggen
revle – revle – revle
far får en sandwich kan jeg se
jeg svømmer baglæns og bliver ved
min navle er som åndehullet på en hval
nu står mor og vinker som hun plejer
far har rejst sig og væltet sin bajer

stemmer banker hen over blåhed
det må være broen deroppe i himlen
sejladsen griber om sig – man skulle tro jeg fløj
bølgerne piskes pludselig magisk til skum
en sort fugle trækker mig gribende op i sin mund
bolden
ja bolden
gik fri for det tvivlsomme måltid
og bæres bort i et brusende inferno

nu sidder to personer
soldaten og hende fra træet
ryglænet og med spekulative visioner
på den store irgrønne sten af granit
forsøger at tyde flersproglige
formaninger
Måle strand er stedet
Kun en badebold er tilbage

Akvarel af forfløjen badebold – Peder Brandt
Akvarel af forfløjen badebold – Peder Brandt

Tumbernes land

Akvarel af et hampert sted – Peder Brandt
Akvarel af et hampert sted – Peder Brandt

Tilblivelsen af tumbernes land er et væltet hegn
Aldrig har jeg savnet mit canon som da jeg som hjælper
indefra
Så tusindvis af nybyggere med fuld oppakning storme
Roskildes kreaturland
SMS vi skal ned til søen action – pust – støn
SMS vi skal op til vejen støn – pust – action
3 km med borde stole villatelt tasker soveposer ølrammer
Tumberne har nu boet der i flere år og årene flyder
rundt i hinanden

Tumberne er musikelskere og vældig kræsne
Nirvana Rage Against the Machine Pearl Jam
også tungt metal så det batter
synet på Roskilde Festivalen som en manifestation
Af splittet personlighed ungdomssløvsind
I manisk fremtoning
Kølig kærlighed indrammet af jernbøjler

Højtuddannede kandidater kandiderer til selvmord
I vellyst og uvidenhed
Raseriet imod Maskinen når deres små hænder
Håndterer værktøjet forgæves
naivt issue om miljøbevidsthed på realplan fordufter i luft
Fiktionen og indbildningen er total

Alle travlt med at skynde sig så der bliver mere
tid til at tage det roligt
Alle pubertetssjæle ønsker at blive 27
og atter dø cobainsk i 360 efterfølgende hverdage
Alle kan Come As You Are på to guitarstrenge
Alle så en harmoni som hos Oasis og holdt
den høje grønne hampfane højt
Alle vender tilbage til hverdag med flugt
til ungdom i baghovedet og
innovative – de eneste – tanker om
øl kan manifesteres i næste liv

Sørgekåber og Svalehaler

Når vinden i øst
bringer sørgekåber og hede
svirrefluer i hindbærsaft
varme væmmelse og svedpest
Så letter flyene fra Billund
og husene vokser sig små dernede
skærer mod syd over Lillebælt
som små snavsede prikker
kan man ane grågæs på søer

den lille kontormus havde samlet
de små bække til en å
for at være sikker på sommer
tilbragt et andet sted end i badekarret
nu sidder hun i sølvfugl og decibel
som rystede hjemlige parforholds ar
i sagens natur var hun
gal over vejrudsigt
og sur på sig selv

en sommerromance
under sydlige himmelstrøg
lå løst på tungen og andre steder
når nogen spurgte om det var for sjov
var svaret luftigt og lød
det må så være det
det kan være

Når sol er i zenit
og bringer svalehaler termik
flagrer støvet fra vingers evne til selvsving
og kroppen bygger op til dialog
så letter flyene fra Kreta, Cairo og Dubai
og overflyver en sydvendt strand i Amors kommune
hvor 1000 gæs er lettet og fortæller dig
at livet i Danmark er skønt

Akvarel af tusind gæs – Peder Brandt
Akvarel af tusind gæs – Peder Brandt

Mellemrum

Akvarel om glæde på halmballe – Peder Brandt
Akvarel om glæde på halmballe – Peder Brandt

Natten nynner sine mimiske minder
Evakuerede erindringer danser tango på nethinden
Hør
– glæden gisper
på engen
i sin inhalation af gule sommerfugle

__________

Tørristede drømme om brændbart træ
Ild der fængsler og fænger
Slikkende flammer
– en krøllet knitren midt i
Striber af sensommervind
– Solen der stævner ind mod sin elskede

Morgenduggen fordøjet på en halmballe
med ansigtet front mod den hvælvede Madam Blå
bare ligge her og flyde i et mellemrum
– midt i ræset
Rundt om mig – mine leveår spredt ud
som en kæmpe billedbog
non, je ne regrette rien

___________

Jævne mellemrum kan ikke danne vakuum
Dertil hænder de for ofte
Men mellem øjeblikke findes mellemrum
Her – på halmballen – eller
på sengen, hvor månen har spadseret
en sen aftentime med et digt ved hånden

___________

Lad mellemrummene flytte ind i dine dage
– som inkonsekvente intermezzoer
– Små daglige surprise-parties
hvor tanken får lov til at spille klovn
og fødderne skrige på en fodfil
Mens resten af dig springer buk over de sure vaner
der vrider sig – uvant af latter

Forlist

Der ligger et forlist ægteskab
på strandbredden
skarverne holder latter-kongres og går i sort
mens mågen glider rundt på himlen
og klipper friheden ud af det blå
________
Dine øjne er stadig det åbne oprørte hav
når det passer ind i den sammenklappelige hverdag
forgangne feriedage og kulinariske ekskursioner strammer
struben til
den første solnedgang over et bjerg der ligner en elefant
humorens hemmeligheder mellem to, der tror det er dem
nu er sandets kølighed mod kroppen den
svalende salve efter skoldning

Der er heller ingen steder at flygte hen den første morgen
Ostemaden krøller sig sammen i struben
Åndedrættet forsøges rettet ud for gud ved hvilken gang
Her er dit liv – led efter dig selv rundt om i krogene
På badeværelset hører du væggene bryde ud i en
kærlighedssang
– vækker et mellemrum til live –
et mentalt maleri – da rummet blev indtaget
– Og som dagen glider lydløst frem
Og du stadig står på benene
Lusker livsglæden alligevel rundt i sine røde snabelsko

Akvarel af skarver til kongres – Peder Brandt
Akvarel af skarver til kongres – Peder Brandt

Et glimt i fugleøjet holder dampen oppe

Akvarel af mågesnak – Peder Brandt
Akvarel af mågesnak – Peder Brandt

Der hænger uskrevne digte ude over havet
Ordene dingler trådløst
Famlende – søgende efter form
Mågen glor tungt efter fisk og lidt løsthængende lyrik
der kan sparke den op i den helt tynde luft
hvor øjeblikke blafrer i pergament
Du selv slider sandet tyndt under din sål
Bundet til jorden – og tak for det
Søsætter du dit sind – og kyler tankerne til vejrs
Åh, at klaske sit legeme ned i det sprøde sand
Bare ligge der og riste drømme i solhvid vind
I virkeligheden er det februar
stranden er forvandlet til et krystaliseret is-rige
fuglene brokker sig højlydt over for kolde fisk – og fødder
– har glemt at blodet stadig kan koge i en krop
at solen kan flirte og gøre en frossen måne feberhed
Et glimt i fugleøjet holder dampen oppe

Det er lyset over snegråt hav der lover dig forår
Sværger at vinteren er dømt til sin årlige død
Begravelsen foregår i fuld offentlighed på himlen
Solen nægter at gå i sort, men spankulerer rundt på høje hæle
Og prikker provokerende huller i de stramme skyer
Duer ikke – væk
At ozonlaget også er hullet som en si
Fortrænger du med veltrænet disciplin
Fornægtelsen ligger og flyder overalt
Rustne råb fra øldåsers dyb
Banker på din selektivt dovne øregangs dør – men
Lyt engang – thi havet messer og forkynder:
Det gælder om at leve her og nu – Amen
og hvem ved – måske er det meget sundt
med en hotline til det åbne rum?

Underjordisk strandbred

I Vindens rygsæk bæres tiden væk
Ude på øens klint ligger du i blød i grønt
Og glor henført på klokkeblomster der stræber mod himlen
Kaffen er netop drukket ”På Herrens mark”
Hvor din sjæl var i sit es
– nogle følelser fræser stadig rundt i et lallende rally

Øens konditori byder på en underjordisk strandbred
Klodens kransekage:
Skifer, ler og rustrøde stier – fossiler vævet ind i skrænter
Geologen er i tivoli
– biologen i slaraffenland

Du falder i svime over stok og sten
– især stenenes haute couture
Denne sommers mode ligesom for millioner af somre siden
Okkergul og rust
Striber i granit
Noget indeni er ikke længere hårdt som flint
Men smuldrer og smelter for åbent tæppe
Så du overgiver dig ubetinget – og smider dig ned
under himmel og svaler i vals
Et par køer filosoferer i det fjerne dalstrøg
– Øjeblikket pakket ind i næste vindpust

ægteskabet er brudt
– og fremtiden blank
Men her og nu kan verden vente – eller vælte
Intet er vigtigere end at være hér
– NU

TÆNK
at kunne lægge sig til at sove på en ældgammel vulkan
som din fortrolige ven…..

Akvarel af det forførende Fur – Peder Brandt
Akvarel af det forførende Fur – Peder Brandt

Malerisk selvdisciplin

Urskive der males - Akvarel af Peder brandt

Urskive der males –  Peder Brandt

Du bliver nødt til at male til du glemmer
hvem du er
Du bliver nødt til at male til det driver ned ad væggene
Lærredet mugner – farven rådner
Og du fortvivles over egne begrænsninger
Du bliver nødt til at male dig rasende
Så penslen overtager styringen – og sprænger alle
rammer
Du bliver nødt til at tabe verden på gulvet
Lade hverdagen ligge og ralle i en mørk krog i et par
timer
Du bliver nødt til at male til du segner
Til du har sprængt
hul
i lærredet – og gjort sort til hvidt
Du bliver nødt til at male til du kender de farver
Der tænder dig af og får dig til at se rødt
Du bliver nødt til at male til du glemmer at svare på en
sms
Og du bliver spurgt om det har regnet i dag
Aner du det ikke for du sad lige midt en klat orange
Fat det dog
Du bliver nødt til at male for at mærke blodet koge

Næsten

Det er vel Næsten for meget
At skrive et digt om ordet Næsten
Men Næsten er altid kun lige ved og Næsten –
Det bliver aldrig helt til noget – måske det sikreste
det kedeligste – eller måske det farligste
I virkeligheden gambler jeg sådan Næsten da
Udsætter Venter Tøver
I en naiv tynd tillid til – at næste gang, gør jeg det
En anden dag – om lidt – senere – ikke nu
Frem for alt ikke nu – og hvad bliver det næste
– Leger med tanken om at male et billede
– Og overvejer om jeg skal starte på et digt
Men kommer så til at tænke på hvor meget jeg kan nå Næsten –
at gå i gang med – eller hvor lidt?
Og tanken skræmmer mig – Næsten
For hvad nu hvis hele mit liv kun er Næsten?
Så Jeg kun elsker – Næsten?
Ånder- nyder det – sover – begærer – Næsten?
Hvornår har tirsdag sidst taget pusten fra mig?
Gjort mig åndeløs, brændbar og hed om ørerne
Hvornår har sommerfuglene sidst danset vals i maven?
Og hvornår har jeg sidst oplevet skoven i et lyrisk kys?
– eller trådt i spinaten?
Måske er mit næsten-liv
Det eneste jeg gennemfører helt og holdent
Praktiserer
Går i lag med
Fuldender?

Halvberuset fuldmåne

De er der igen – mågerne
på deres pæle –
den første fødte forårsaften en dag i marts,
hvor solen slentrer mod sin elskede
med hemmeligheder i en ravgul pose
– hviskende tværs over himlen til fuldmånen
”It ́s time to get up”
Og mågerne strækker sig dovent
ved tanken om foråret og månen der skal op
Kurmageriet med nærmeste nabo
– hende på pæl to
Virker allerede ganske stimulerende på sjælen
Den ligesom strutter af cayennefarvet kærlighed og lysegrønne
knopper
så man får lyst til at tage en dukkert og spise sushi
Hun selv hører sandet hviske sig i øret
Om gamle strandingsviser og forladte fiskerkoner
Dengang havet var et uhyre der slugte mand efter mand
Nu et klukkende tæppe rullet ud fra bred til horisont
Hvor drømme sejler ud, til de ikke kan bunde
Og sender sms’er fra underbevidsthedens travle tivoli:
En sen vals i måneskin mellem mandeltræer
___________
Og sådan er der så meget…
Messer den halvberusede fuldmåne drevent
Har jeg måske ikke set det hele?
Vindueskigger som jeg er – belurer jeg med stiplet selvdisciplin
En firhændig klaversonate bag duggede ruder

Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt
Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt