Mellemrum

Akvarel om glæde på halmballe – Peder Brandt
Akvarel om glæde på halmballe – Peder Brandt

Natten nynner sine mimiske minder
Evakuerede erindringer danser tango på nethinden
Hør
– glæden gisper
på engen
i sin inhalation af gule sommerfugle

__________

Tørristede drømme om brændbart træ
Ild der fængsler og fænger
Slikkende flammer
– en krøllet knitren midt i
Striber af sensommervind
– Solen der stævner ind mod sin elskede

Morgenduggen fordøjet på en halmballe
med ansigtet front mod den hvælvede Madam Blå
bare ligge her og flyde i et mellemrum
– midt i ræset
Rundt om mig – mine leveår spredt ud
som en kæmpe billedbog
non, je ne regrette rien

___________

Jævne mellemrum kan ikke danne vakuum
Dertil hænder de for ofte
Men mellem øjeblikke findes mellemrum
Her – på halmballen – eller
på sengen, hvor månen har spadseret
en sen aftentime med et digt ved hånden

___________

Lad mellemrummene flytte ind i dine dage
– som inkonsekvente intermezzoer
– Små daglige surprise-parties
hvor tanken får lov til at spille klovn
og fødderne skrige på en fodfil
Mens resten af dig springer buk over de sure vaner
der vrider sig – uvant af latter

Forlist

Der ligger et forlist ægteskab
på strandbredden
skarverne holder latter-kongres og går i sort
mens mågen glider rundt på himlen
og klipper friheden ud af det blå
________
Dine øjne er stadig det åbne oprørte hav
når det passer ind i den sammenklappelige hverdag
forgangne feriedage og kulinariske ekskursioner strammer
struben til
den første solnedgang over et bjerg der ligner en elefant
humorens hemmeligheder mellem to, der tror det er dem
nu er sandets kølighed mod kroppen den
svalende salve efter skoldning

Der er heller ingen steder at flygte hen den første morgen
Ostemaden krøller sig sammen i struben
Åndedrættet forsøges rettet ud for gud ved hvilken gang
Her er dit liv – led efter dig selv rundt om i krogene
På badeværelset hører du væggene bryde ud i en
kærlighedssang
– vækker et mellemrum til live –
et mentalt maleri – da rummet blev indtaget
– Og som dagen glider lydløst frem
Og du stadig står på benene
Lusker livsglæden alligevel rundt i sine røde snabelsko

Akvarel af skarver til kongres – Peder Brandt
Akvarel af skarver til kongres – Peder Brandt

Et glimt i fugleøjet holder dampen oppe

Akvarel af mågesnak – Peder Brandt
Akvarel af mågesnak – Peder Brandt

Der hænger uskrevne digte ude over havet
Ordene dingler trådløst
Famlende – søgende efter form
Mågen glor tungt efter fisk og lidt løsthængende lyrik
der kan sparke den op i den helt tynde luft
hvor øjeblikke blafrer i pergament
Du selv slider sandet tyndt under din sål
Bundet til jorden – og tak for det
Søsætter du dit sind – og kyler tankerne til vejrs
Åh, at klaske sit legeme ned i det sprøde sand
Bare ligge der og riste drømme i solhvid vind
I virkeligheden er det februar
stranden er forvandlet til et krystaliseret is-rige
fuglene brokker sig højlydt over for kolde fisk – og fødder
– har glemt at blodet stadig kan koge i en krop
at solen kan flirte og gøre en frossen måne feberhed
Et glimt i fugleøjet holder dampen oppe

Det er lyset over snegråt hav der lover dig forår
Sværger at vinteren er dømt til sin årlige død
Begravelsen foregår i fuld offentlighed på himlen
Solen nægter at gå i sort, men spankulerer rundt på høje hæle
Og prikker provokerende huller i de stramme skyer
Duer ikke – væk
At ozonlaget også er hullet som en si
Fortrænger du med veltrænet disciplin
Fornægtelsen ligger og flyder overalt
Rustne råb fra øldåsers dyb
Banker på din selektivt dovne øregangs dør – men
Lyt engang – thi havet messer og forkynder:
Det gælder om at leve her og nu – Amen
og hvem ved – måske er det meget sundt
med en hotline til det åbne rum?

Underjordisk strandbred

I Vindens rygsæk bæres tiden væk
Ude på øens klint ligger du i blød i grønt
Og glor henført på klokkeblomster der stræber mod himlen
Kaffen er netop drukket ”På Herrens mark”
Hvor din sjæl var i sit es
– nogle følelser fræser stadig rundt i et lallende rally

Øens konditori byder på en underjordisk strandbred
Klodens kransekage:
Skifer, ler og rustrøde stier – fossiler vævet ind i skrænter
Geologen er i tivoli
– biologen i slaraffenland

Du falder i svime over stok og sten
– især stenenes haute couture
Denne sommers mode ligesom for millioner af somre siden
Okkergul og rust
Striber i granit
Noget indeni er ikke længere hårdt som flint
Men smuldrer og smelter for åbent tæppe
Så du overgiver dig ubetinget – og smider dig ned
under himmel og svaler i vals
Et par køer filosoferer i det fjerne dalstrøg
– Øjeblikket pakket ind i næste vindpust

ægteskabet er brudt
– og fremtiden blank
Men her og nu kan verden vente – eller vælte
Intet er vigtigere end at være hér
– NU

TÆNK
at kunne lægge sig til at sove på en ældgammel vulkan
som din fortrolige ven…..

Akvarel af det forførende Fur – Peder Brandt
Akvarel af det forførende Fur – Peder Brandt

Malerisk selvdisciplin

Urskive der males - Akvarel af Peder brandt

Urskive der males –  Peder Brandt

Du bliver nødt til at male til du glemmer
hvem du er
Du bliver nødt til at male til det driver ned ad væggene
Lærredet mugner – farven rådner
Og du fortvivles over egne begrænsninger
Du bliver nødt til at male dig rasende
Så penslen overtager styringen – og sprænger alle
rammer
Du bliver nødt til at tabe verden på gulvet
Lade hverdagen ligge og ralle i en mørk krog i et par
timer
Du bliver nødt til at male til du segner
Til du har sprængt
hul
i lærredet – og gjort sort til hvidt
Du bliver nødt til at male til du kender de farver
Der tænder dig af og får dig til at se rødt
Du bliver nødt til at male til du glemmer at svare på en
sms
Og du bliver spurgt om det har regnet i dag
Aner du det ikke for du sad lige midt en klat orange
Fat det dog
Du bliver nødt til at male for at mærke blodet koge

Næsten

Det er vel Næsten for meget
At skrive et digt om ordet Næsten
Men Næsten er altid kun lige ved og Næsten –
Det bliver aldrig helt til noget – måske det sikreste
det kedeligste – eller måske det farligste
I virkeligheden gambler jeg sådan Næsten da
Udsætter Venter Tøver
I en naiv tynd tillid til – at næste gang, gør jeg det
En anden dag – om lidt – senere – ikke nu
Frem for alt ikke nu – og hvad bliver det næste
– Leger med tanken om at male et billede
– Og overvejer om jeg skal starte på et digt
Men kommer så til at tænke på hvor meget jeg kan nå Næsten –
at gå i gang med – eller hvor lidt?
Og tanken skræmmer mig – Næsten
For hvad nu hvis hele mit liv kun er Næsten?
Så Jeg kun elsker – Næsten?
Ånder- nyder det – sover – begærer – Næsten?
Hvornår har tirsdag sidst taget pusten fra mig?
Gjort mig åndeløs, brændbar og hed om ørerne
Hvornår har sommerfuglene sidst danset vals i maven?
Og hvornår har jeg sidst oplevet skoven i et lyrisk kys?
– eller trådt i spinaten?
Måske er mit næsten-liv
Det eneste jeg gennemfører helt og holdent
Praktiserer
Går i lag med
Fuldender?

Halvberuset fuldmåne

De er der igen – mågerne
på deres pæle –
den første fødte forårsaften en dag i marts,
hvor solen slentrer mod sin elskede
med hemmeligheder i en ravgul pose
– hviskende tværs over himlen til fuldmånen
”It ́s time to get up”
Og mågerne strækker sig dovent
ved tanken om foråret og månen der skal op
Kurmageriet med nærmeste nabo
– hende på pæl to
Virker allerede ganske stimulerende på sjælen
Den ligesom strutter af cayennefarvet kærlighed og lysegrønne
knopper
så man får lyst til at tage en dukkert og spise sushi
Hun selv hører sandet hviske sig i øret
Om gamle strandingsviser og forladte fiskerkoner
Dengang havet var et uhyre der slugte mand efter mand
Nu et klukkende tæppe rullet ud fra bred til horisont
Hvor drømme sejler ud, til de ikke kan bunde
Og sender sms’er fra underbevidsthedens travle tivoli:
En sen vals i måneskin mellem mandeltræer
___________
Og sådan er der så meget…
Messer den halvberusede fuldmåne drevent
Har jeg måske ikke set det hele?
Vindueskigger som jeg er – belurer jeg med stiplet selvdisciplin
En firhændig klaversonate bag duggede ruder

Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt
Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt

Også halvmåner kan elske helhjertet

Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt
Akvarel af Tåbelig Trafiktendens – Peder Brandt

Også halvmåner kan elske helhjertet
Tung og flødegul
hænger du og dovner i aftenvinden
Diskret placeret under en tåbelig trafik-tendens

Kigger misundeligt ned i elskovsreder
og griner galant
ved tanken om dine egne svingture på himmel-lagnet
også halvmåner kan elske helhjertet

Hænger sanseberuset i en sølvtråd
spændt ud i universets fulde længde
Kaster et anker ud for at dvæle lidt i det eksklusivt åndeløse
mellemrum
En svævetur gennem aften-violette viadukter
Inden der hviskes et symbiotisk ”godnat”

Bagefter forlader du din himmelkulisse
Overhaler stjernerne indenom
for at få afløb for din lidenskab hos Venus
Og du behøver ikke være fuld eller ny
Konstaterer du heftigt
Også halvmåner kan elske helhjertet

Eftermiddag i Provence

Cikadernes infernalske
Støjende stilhed
Messende og anmassende rytmisk
Pludselig
Er der en der går solo – som om den var noget særligt

Venstre ben dovner på solsengens kant
Mistralen hvisker pulserende luftige drømme
Der visualiseres i indre akvareller:

Under et oliventræ
sluges den meditative – sitrende siesta
– tørristet – og langt fra en dugvåd Carlsberg etiket
vindueskarme mod nord svanser ind i drømme
Og danner klædelig kontrast
Også her kan fortroligheden gouteres

Vækkes af et æsel der kræver sit aften-foder
En pergamenteret stemme i overgang
Nogen synes sikkert jeg lyder ligesådan – konstaterer jeg
sløvt og smiler
– lidt selvironi er godt mod skimlede skavanker

Kulissen er Garlaban – det lokale bjergpas
– på fransk ”massif”
– en tung elefant af klippe – egenrådig, stolt og strid
fuldstændig ligeglad med min hule hyldest
her neden for dens fod
jeg må blot inhalere den tørstige vind – bleg og ydmyg

Drømmenes eftermiddag – den provencalske varme-
prædiken
Fejes bort ved 18-tiden, da rosévinen rødmer i glasset
Og Martine kommer med tapenader
Hendes koglebrune blik må have pirret mange korsikanske
mænd
For det er fra denne ø hun stammer
Nu, en gammel, men livsbegærlig sydfransk fe
Svævende over sin have på ”Chemin des Arnauds”
– for mig – et øjebliks Nirvana

Akvarel Under Befrugtning - Peder Brandt
Akvarel Under Befrugtning – Peder Brandt

Et bøgetræ

Akvarel Under Bøgen - Peder Brandt
Akvarel Under Bøgen – Peder Brandt

Det knirker i barken
det gamle bøgetræ har gjort sig hård og uforsonlig
over for kuldens knivstikkeri
Mange vintre har det udstået denne kamp
Blot med det ene formål at gøre sig klar til sin forårskollektion
Lysegrønne silkebløde blade der vipper i majvind
Det er hele ventetiden værd
Nu er stammen våd og glat – blank som læder
Og da jeg banker på er svaret hult og hæst:
I skatkammeret nederst ved roden er det sommer
Kom og dans en midsommervals
Lad drømmene flyde som lun karamelsovs
Se – der ligger du i din elskedes arm
Mens duften af mos dasker rundt i næsebor
Oppe i kronen sidder trækongen og ryger cigar
han griner så det runger i resten af skoven
hvad han griner af – er alle en gåde – latteren smitter blot
og i drømmene triller I rundt i græsset
– grønne af grin og ungdom
der aldrig har sluppet sit tag
I virkeligheden står jeg her ved træets stamme
Vinteren er blå og danner bidemærker i alt
Grenene broderet fast på himlen – danner de vilde mønstre
Historier hænger til pynt overalt og dér midt i det hele
Afsløres Lauritz’ kærlighed til Else
d. 8. oktober 1938
den overlevede besættelse og bomber
og blev først rationeret, da Lauritz døde

I en trådløs tid
Med et klækkeligt overskud af CO2
Kan jeg godt blive bekymret for det gamle bøgetræ
Vil trækongen stadig pulse på sin cigar om 40 år?
Den dag bøgetræet må bukke under
bliver drømme måske ikke længere støbt?

Næsten

Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang - Peder Brandt
Akvarel af stjernetræ og usynlig solnedgang – Peder Brandt

Det er vel næsten for meget
At skrive et digt om ordet næsten Men
Næsten er altid
Kun lige ved
og næsten –
Det bliver aldrig helt til noget –
Måske det sikreste –
Det kedeligste?
– eller måske det farligste?
I virkeligheden gambler jeg
– sådan næsten da
Udsætter
Venter
Tøver
I en naiv tynd tillid til – at næste gang, gør jeg det
En anden dag

Om lidt
Senere
Ikke nu
Frem for alt ikke nu
– Og hvad bliver det næste?
– Leger med tanken om at male et billede
– Og overvejer om jeg skal starte på et digt
Men kommer så til at tænke på,
hvor meget jeg kan nå – næsten – at gå i gang med
– eller hvor lidt?
Og tanken skræmmer mig – næsten
For hvad nu hvis hele mit liv kun er
Næsten?
Så Jeg kun elsker – næsten?
Ånder
Nyder det
Sover
Begærer – næsten?
Hvornår har tirsdag sidst taget pusten fra mig?
Gjort mig åndeløs, brændbar og hed om ørerne
Hvornår har sommerfuglene sidst danset vals i maven?
Og hvornår har jeg sidst oplevet skoven i et lyrisk kys?
– eller trådt i spinaten?
Måske er mit næsten-liv
Det eneste jeg gennemfører helt og holdent
Praktiserer
Går i lag med
Fuldender?

Billed-katedralen

Billede mangler

Han skulle have set det selv
PICASSO
Olga en face og profil
Guernica og verificerende violiner
Værkerne kastes op på gigantiske sandsten
Beethoven og Bach presser sig ud gennem sprækker
Cathedrale d ́images – billedkatedralen – et sted i Provence

– Og ordet katedral smager fortrinligt dér i dit inderste
For du tvinges i knæ af en kejtet ydmyghed og rituel
respekt
for kunstneren, stedet, værkerne og idéen
NÅDESLØS ÆSTETIK

Guernica – det ubarmhjertige vidne på lærred
– sygeligt forpinte ansigter klaskes i hovedet på dig
Nazistiske navlestrenge slænger sig kælent om din hals
Ondskabens talent for klæbrige fortrængninger
af sandhed, oprindelse og konsekvens
– pensles ud i kolossale strøg –
krigskvalmen flyder i tykke stråler
Og så med ét
STILHED

Nøgen blå pige med blomsterkurv toner tøvende frem
Uskyldigheden forsøges genfødt
sandstenene tapetseres med en gavmild ukuelighed
små gummibåde ligger til kaj i øjenkrogene
Og du må synke en gang eller to
TURBULENS

Forventningens glæde var stor
Men intet imod senere – da du angribes af lys
– og en anmassende, taktløs virkelighed udenfor
For din sønderbombede sjæl befinder sig stadig i
drømmens kølige hule
Du er hverken nyfødt eller genfødt
Indtrykkene må blot nedsvælges grådigt – bid for bid
Velvidende det vil vare uger inden du har tygget af
munden…

Still Crazy After All These Years

Akvarel af cohen og The Crack – Peder Brandt
Akvarel af cohen og The Crack – Peder Brandt

Selv hos mågerne findes der tåber med trådløs højdeskræk
Og en heftig galdegrøn antipati mod fisk og skaldyr
Alligevel sladrer fuglen sorgløst og hævder dens livret er tang
Et luftigt paradoks

Længe leve det glade vanvid
Ud med den sure slaskede normalitet

Sætter mælkebøtter i håret
Og sluger en valmue i min kubistiske sluddervorne eufori
Tænk sig at få lov til at være så gal som jeg
Et privilegium uden sidestykke

Har for eksempel ingen kontrol
Over min tilbøjelighed til umotiverede, uargumenterede
grineflip

Selv i eget selskab kan latteren af og til voldtage mig
Andre symptomer er den pludselige tykke trang til jordbær
og champagne kl. 21.58
– eller soltørrede figner en kølig aften i maj, sammen med
en bid af den elskedes mund
Og hvorfor ikke?
Livet leves jo kun en gang

Også mine nænsomt afviklede nætter er præget af galskab
Leonard Cohen hjemsøger mig ofte
Hvisker mig sensuelt i øret
Små dryp af sange – en strofe her – en strofe der
I ́m your man – please
Take this waltz –
og jeg konstaterer dovent, at jeg elsker det hårdt, hedt –
næsten helligt

Det kræver sit
I en alder af 40 at kunne sige
Still crazy after all these years
Og jeg er ovenikøbet elsket for det
Nogen har set det længe
For andre er det en nyopdagelse
Måske er jeg blevet en revolution i deres liv ?

Længe leve mit glade vanvid
måske er jeg slet ikke så tosset (?)